Mary Sue oh how I hate youuuu

Jeg har lige læst en bog, ikke noget nyt det gør jeg tit, rigtigt rigtigt tit. Men den her bog fik mig til at tænke over begrebet Mary Sue eller Gary Stu/Larry Stu. Mary Sue er den perfekte heltinde perfekt på alle måder, hun er smuk, yndefuld, sød, begavet, dejlig og bare smid flere positive tillægsord efter hende for hun er jo perfekt. Hun kan heller ikke rigtigt gøre noget forkert, og hvis hun gør, så bliver hun selvfølgelig straks tilgivet.

Læs  mere herSå kan man tænke over hvilket bog der fik mig til at fare i kridthuset om Mary Sue, min ynglings hadeobjekt i bøger.

Det var så men A country Miss in Hanover Street af Anne Harries. Den starter rigtigt godt og virkede rigtigt lovende, den havde fået nogle blandede anmeldelser på Goodreads, men det lod jeg mig ikke gå på af, den virkede lovende. Lige sådan en “jeg skal ikke tænke for meget over det, jeg skal bare underholdes bog” jeg havde brug for. Bogen er den første af tre. Jeg var tæt på at købe nr. 2 og 3 med det samme, men nu er jeg rigtigt glad for at jeg ikke gjorde det. Selvom jeg på en eller anden måde gerne ville se hvordan det går med de tre bipersoner der er med i de næste to, så frygter jeg at det ender med at blive på den samme måde. For lad mig sige, det var tænderskærende!

Heltinden Susannah er et typisk Mary Sue, hun er smuk, ved det ikke selv. Hun er også “intelligent” det vender jeg tilbage til. Hun er meget ung, i starten af bogen kalder helten Harry hende for en pige. Men vi får ikke rigtigt afvide hvor gammel hun er, jeg vil skyde på 17-18 år. Harry selv er 32 år. Det i sig selv fik mig ikke op af stolen, da sådanne ægteskaber var helt almindelige på den tid.

Here be spoilers!!

Første gang Harry og Susannah møder hinanden er på en markvej ude midt på landet, Harry kører i vogn og Susannah går ud foran den. Men undgår den med nød og næppe fordi Harry er en helt fantastisk kusk. Herefter giver Harry Susannah en kæmpe skideballer, hvortil Susannah beskylder ham for at være uhøflig. Det virker jo lovende, en heltinde der tør sige fra, når helten bliver gal og råber højt. Men come on Susannah, gå ud foran en vogn du ved komme (det kommer senere frem at hun godt hørte vognen, men troede hun kunne nå over)

MEN det bliver ikke ved. For at gøre en lang historie kort, så har Harry selvfølgelig en fjende, som han også advarer Susannah mod at tale med. Fjenden prøver da også at udføre en drugrape på Susannah, men når ikke videre end til at kysse hende, og røre hendes bryst.

Senere i historien ser hun så fjenden igen sammen med Harrys nyligt erhvervede myndling Jenny, kyssende og krammende i et tehus. Her vælger hun så ikke at sige det til Harry eller Harrys mor, som er den egentlige værge. O_O Oooog igen senere ser hun Jenny sammen med skurken.. igen siger hun intet, INTET HALLO WTF??!? han prøvede at drugrape dig! Hendes begrundelse er at det jo ikke er hendes sag… og endeligt istedet for at tale med sin bevist tempramentsfulde forlorvede om at droppe en duel, så vælger hun så i strålende stupiditet at kaste sig ind i mellem to mænd der er ved at skyde hinanden.
Jeg må indrømme at jeg endte med at hade Susannah og føle at det er lidt synd for Harry. Jeg kan slet slet ikke se hvad der undskylder hendes stupiditet andet end at hun er en Mary Sue, for sådan en kan jo ikke gøre noget galt.

/Pia

Endelig en rigtig god vampyrbog på dansk!

Stor og god nyhed.
Rachel Caine’s bøger om Morganville vampyrerne bliver nu oversat til dansk.

Første bog hedder Glashuse og udkom allerede 1. juni (jeg har vist sovet i timen der…)

Jeg kan varmt anbefale denne bog, både som paranormal romance læser, men især som bibliotekar.
Bøgerne er velskrevet og handlingen holder. Læs gerne min anbefaling af den engelske bog her: http://bogvampyrer.wordpress.com/2010/02/20/the-morganville-vampires-bog-1/

Så skynd dig ned på dit lokale bibliotek og punk din bibliotekar, indtil de låner dig bogen!

Nå forsiden er lige i skabet…

Kender I det når forsiden tiltaler en i sådan en grad at man ender med at købe bogen, uden at tage sig særligt af, hvad den så handler om? Uden at læse en eneste anmeldelse? Okay godt, det gør jeg også….
Jeg gjorde det med denne bog. Jeg er simpelthen facineret af forsiden.

MMMmmmmm Nice ikke?
Jeg har læst den, det er ikke den bedste bog jeg nogensinde har læst. Jeg tror min opdatering på goodreads på side 131 ud af 185 var: “get to the point already!”  Når det så er sagt så var det en udemærket historie om selvudvikling pakket ind i kinkyt materiale… Så er i advaret.
Jeg har ingen intentioner om at begynde at anmelde den her, jeg vil kun sige at havde jeg læst bagsiden og læst et par anmeldelser på goodreads, så havde jeg nok aldrig købt den. Men nu gjorde det, jeg læste den og var ikke super skuffet, men heller ikke super tilfreds.

Jeg har nævnt i et tidligere indlæg hvad jeg synes gør en bog dårlig eller dårligere, men jeg tror ikke jeg nævnte at bøger fortalt i 1. person ikke er mig? Det er de så ikke! Men jeg ved jeg nævnte noget om for vulgært sprog, den her er lige på kanten for mig.

Alt i alt var den okay men så heller ikke mere… Har jeg gjort jer nysgerrige? Heeh

/Pia

Forsider fortsat….

Jeg kom lige i tanke om, nu vi er ved forsider noget mere jeg gerne lige vil fortælle om.

Om forsider der snyder og som er togvenlige..
Det er jo ikke helt i tråd med det jeg skrev i sidste uge om at jeg er ligeglad med hvordan forsiden ser ud. Men derfor kan jeg jo godt sidde der i metroen og lidt skadefro tænke, ja ja I tror jeg læser noget fornuftigt i stil med Austen eller Gaskell eller måske en af Brontë søstrene…

Men ak nej, nope jeg læser noget af Eloisa James en god gammel historisk romance.
Som bonus info, så kan jeg fortælle at Eloisa James er engelsk professor (Shakespeare intet mindre).

Men se lige den kamouflerede forside. Fin ikke?

Forside tyranniet hersker…og lidt om fordomme

Hvem har måske ikke prøvet at sidde i tog, metro, bus, fly og være lidt små flov eller som et minimum været selvbevist over, at forsiden afslører at det er en Harlequin udgivelse, man sidder og læser? Jeg tror desværre at det er rigtigt mange der har oplevet den følelse.

Selv har jeg kun oplevet en gang at blive spurgt om hvad det er jeg læser i et offentligt transportmiddel og det var af 3 fulde unge og meget glade mænd, jeg kan faktisk ikke huske præcist hvad det var jeg læste, men det var garanteret noget paranormal romance, men jeg kan huske at de spurgte om det var noget Harry Potter agtigt.

Jeg er efterhånden nået der til hvor jeg er fuldstændig ligeglad med hvem der ser mine forsider. Men det har da taget mange år. Der var engang hvor jeg sad helt krøbet sammen over bogen, fordi jeg var lidt flov.

I den perfekte verden ville folk spørge interesseret ind til hvad jeg sidder der i Metroen og læser (faktisk ville de lade mig være i fred, men hvis nu jeg blev spurgt) uden fordomme. Jeg ville stolt og ivrigt vise min bog frem, hvor forsiden domineres af en muskuløs ofte med bar overkrop hovedløs mand (for de er lidt oppe i tiden) eller en letpåklædt (i læder) kvinde med en kniv. Eller noget mere historisk, noget med en stor kjole og evt. den muskuløse hovedløse mand (han har altså ikke noget på overkroppen og gerne en kilt forneden). Så tror jeg vist at vi har etableret hvad jeg godt kan lide at læse.
Herefter fortæller jeg ivrigt om min bog, som skam ikke er en BARE romance, men en urban fantasy eller paranormal romance eller en historisk romance… der er skam forskel!

For jeg skammer mig ikke over hvad jeg læser. Jeg læser for at blive underholdt, jeg læser for at komme lidt væk fra hverdagen, jeg læser for at slappe af og koble af. Alt dette bliver opfyldt af de genrer jeg vælger at kaste mig ud i.

Om jeg har mødt fordomme, ja det har jeg, måske især fordi jeg er uddannet bibliotekar, og derfor bør jeg jo have mine klassikere i orden, jeg bør også have læst Hundehoved, Jordens Søjler, alt af Dostojevskij, Turell, de nyeste krimier, Under en Strålende Sol, Yacoubians hus og mange mange flere. Faktisk har jeg læst nogle af Liza Marklunds krimier, men jeg endte med at hade hovedpersonen. Camilla Läckberg vil jeg godt indrømme at jeg er ret glad for! Jeg har fået læst Mænd der hader Kvinder. Men kun fordi der var en der havde glemt den i Netto. Jeg har da mine klassikere i orden, men har ingen planer om at tygge mig igennem Krig og Fred. Men jeg elsker Elizabeth Gaskell mere end jeg elsker Jane Austen.

Det jeg prøver at sige er, at jeg som uddannet bibliotekar ofte bliver mødt med en forventning om at jeg har læst det man SKAL læse. Hvilket jeg jo må skuffe folk fælt med, for det har jeg ikke. Jeg læser nemlig helst ting med magi, sværd, engle, dæmoner, varulve osv. osv.

Her vil jeg lige i en bibemærkning tilføje at jeg ikke har læst Twilight og aldrig kommer til det! Jeg har forsøgt at starte på nr. 1. Men helt ærligt, jeeez jeg synes den er dårligt skrevet, jeg har læst fanfiction der var bedre skrevet. Men det betyder ikke at jeg har i sinde at dømme dem der elsker bøgerne. For de har helt sikkert deres berettigelse.
Jeg har heller aldrig fået læst den sidste Harry Potter bog. Faktisk synes jeg at man hellere skulle få læst Philip Pullmans His Dark Materials serie og sådan har jeg så mange meninger…. Som igen bare er mine meninger, ikke verdens sandhed.

Tilbage til forsiderne… Det med forsider slog mig for et halvt år siden, da jeg begyndte at læse Nalini Singhs nye Guild Hunter serie som starter med Angels Blood. Se det er en anderledes og flot forside
Faktisk havde jeg undersøgt Singh inden, men syntes at forsiderne var lidt for meget,  jeg er nemlig heller ikke for god selv til at blive frastødt og have fordomme på baggrund af forsider.

Anyway jeg købte Angels Blood og var hooked på den serie. Faktisk så hooked på Singh at jeg var lige ved at købe nr. 1 i den anden serie. (det er PSY/Changeling serien. Der er foreløbigt udkommet 10 bind og et par noveller)

Meeeen de her forsider:

Men så, så besluttede Singh og co. Sig for at udgive serien på et engelsk forlag med en ny forside:

Meeeow hello handsomenesses, så nu er hele serien købt, og er lige så god som alle de anmeldelser jeg har læst har lovet den er.

So min konklusion på forside tyranni… jeg lader mig lige så meget som så mange andre forføre af det visuelle. Hvis nu ikke den serie var blevet udgivet på et engelsk forlag, så var jeg helt sikkert gået glip af noget godt.

/Pia

Nalini Singh og Kresley Cole hjemmesider

Faultline

Den ene blogger er faldet over thrillers, yes honest to God thrillers…

Nærmere bestemt er jeg faldet over Barry Eislers 2 nyeste bøger, Faultline og Inside Out den sidste er jeg pt igang med og kan slet ikke slippe.  Jeg har tænkt en del over hvad Eisler kan som andre thrillerforfattere ikke har formået. For det er bestemt ikke første gang jeg er gået igang med en thriller men som oftest opgiver jeg dem.

Faultline fangede mig fra start til slut, og det samme har Inside Out gjort. Det Eisler kan og gør er at han har levet midt i det han skriver om. Man kan godt fornemme at det ikke bare er research der ligger bag bogen, men erfaringer fra hans eget liv. Når det så er sagt, så tror jeg ikke at bøgerne på nogen måde er selvbiografiske. Men der er en insider viden som ellers ikke forekommer i bøger af den art. Eisler har tidligere været agent for CIA, samt advokat hvilket skinner igennem især i Faultline.  Læs mere om Eisler her. Hvis man bevæger sig rundt på hans hjemmeside og finder frem til hans billedarkiv, så vil man se at han har lagt op til flere gallerier op, med billeder af de steder bøgerne foregår. Hvilket jeg personligt synes er en stor stor service for læseren.

Han formår at gøre sine to hovedpersoner, Alex og Ben Treven levende for læseren. Alex er hovedpersonen i Faultline, han er en lidt nørdet patentadvokat der bliver hvirvlet ind diverse intriger. Hans bror Ben er derimod tophemmelig agent er introvert og er på alle måder ikke en sympatisk mand. Han er en hård og kynisk mand, der er bevidst om at der bag ved regeringer foregår et stort og ofte beskidt stykke arbejde. De virker begge menneskelige med fejl lige som alle os andre.

Hvad der facinerer mig meget ved både Faultline og Inside Out er, at Eisler formår at skrive en spændende thriller med skyderier og slagsmål, men samtigtigt får elementer fra kærlighedsromaner ind i bøgerne, lige nok til at de også tiltaler mig som kvinde og så har jeg slet ikke nævnt sexscenerne… hot hot hot siger jeg bare.

Hvis man er politisk interesseret er Barry Eislers blog bestemt også et besøg værd, han skriver flittigt på sin blog, oftest om emner som er helt oppe i tiden (i USA) og endeligt kan man følge ham på Facebook og Twitter

 

 

 

 

Angels Blood og Archangels Kiss af Nalini Singh

Først tænkte jeg WTF? New York…engle?? men varmede op til tanken om vampyrer og engle.

Egentlig havde jeg helt afvist at købe noget af Nalini Singh fordi lets face it, de der covers på hendes Psy/Changeling serie er …er helt forfærdelige.

Så kom hendes nye serie om engle først var jeg forelsket i forsiden på Angels Blood og tænkte at den vel nok egentlig burde blive tjekket ud. og whau bare whau den er gennemført god, det er fortsættelsen Archangels Kiss også.
Verdenen Nalini har skabt til sin serie er unik og helt fantastisk, engle lever blandt mennesker. Eller måske ikke så meget blandt, som ophøjet. Derudover er der også vampyrer, i disse bøger spiller de en sekundær rolle.

Seriens omdrejningspunkt er vampyrjægeren Elena Deveraux og ærkeenglen Raphael. Elena hyres af Raphael til at jage en falden ærkeengel. Elena er det Singh kalder en føldt jæger, hvilket vil sige at hun er i stand til at differenciere vampyrer ud fra lugt, hun er også stærkere end et almindeligt menneske. (det skal ikke forveksles med Buffy, hun er ikke overnaturlig stærk og heler heller ikke unaturligt hurtigt).

Vampyrer i denne verden er et produkt af engle. Engle producerer en gift i deres blod, som skal tappes, ellers “falder” de. Vampyrer er mennesker der bliver nøje udvalgt af engle til at få indsprøjtet giften fra engle. De lever af blod men kan godt tåle solen.

Jeg kan godt lide Singhs måde at beskrive engle i disse bøger, de er ophøjede over mennesker, de er udødelige, meget stærkere og meget svære at slå ihjel. Det samme gælder vampyrer. Englene i Singhs verden er ikke venlige, de fleste er hårde, kolde og direkte ondskabsfulde. Deres eneste tabu er at de gør ikke børn ondt. Det fordi de lever nærmest forevigt og får meget få børn.

Alt i alt vil jeg give Nalini Singhs Hunters serie mine varmeste anbefalinger. Det bedste, nr. 3 udkommer i februar, hvilket jeg personligt glæder mig meget til!

/Bogvampyr